14.06.2014
15:22

Hvem er det der vælger?

Individualitet

Der er en ting, som har undret mig så længe jeg kan huske. Hvordan kan det lade sig gøre, at få så mange mennesker til at være overbeviste om, at de helt uafhængigt og individuelt, har valgt det samme som alle de andre. Det er jo ret fantastisk at tænke på, at vi i vores store trang efter frihed og individualitet, alligevel opfører os så ens.

Hvordan kan det være, at så mange synes, at livet går for hurtigt, stiller for store krav, er for usammenhængende, giver dårlig nattesøvn, hjertebanken, stress, depressioner osv. Når vi nu har så stor frihed, hvorfor vælger vi så ikke det fra? Hvorfor finder vi ikke en anden måde at indrette livet på, så vi ikke ødelægger os selv?

Jeg forstår det simpelthen ikke.
Hvad er det der gør, at vi tror vi skal have travlt, for at vi når noget?
Hvad får os til at ville eje så meget, at vi dårligt har tid til at nyde det vi har?
Hvorfor finder vi os i et samfund, hvor flere og flere bliver syge af "livs-stils-sygdomme".
Hvem er det der vælger din livs-stil?

Hvis vi hver især vælger frit, hvad er det så lige der sker?
Hvorfor er der så mange unge, der har ondt i livet? Føler sig pressede på en måde, så de bliver deprimerede, stressede, angste? Er det et frit valg? Hvordan kan man vælge anderledes og hvem skal hjælpe dem til det? Hvor er de gode forbilleder? Dem der tør gå imod, tør vælge selv?

Som højskole-lærer møder jeg mange, som synes at det er vanskeligt at blive voksne i et samfund der stiller så store krav til dem. Mange der gør alt det de får besked på, men som alligevel oplever at fremtiden er usikker og når de bliver syge af det tempo de skal holde, så er det deres egen skyld?

Jeg forstår det ikke, men tankerne optager mig og jeg tænker meget på, hvordan vi kan skabe en modkultur.

Nogen der har et bud?




25.05.2014
22:17

At vide hvad man vil

Det er utroligt hvad der kan ske, når man bliver klar over, hvad det er man ønsker sig.

Jeg har brugt/bruger tid på at mukke over ting jeg ikke har. Ting der ikke virker. Ting der irriterer og er i vejen. Jeg kan tydeligt mærke at det går mig på. Det forstyrrer mig. Jeg kan f.eks. gå gennem stuen og tænke: "Jeg hader rod".  Resultatet er, at mit fokus retter sig mod det, der er galt. Det er det jeg koncentrerer mig om, det der kommer til at fylde. Lige  pludselig er også mit hoved fyldt af rod.

Første gang jeg prøvede at gøre op med den tankegang, stoppede jeg op midt i min sædvanlige smøre og stillede spørgsmålet: "Hvad er det så du ønsker." Et fysisk ubehag ramte mig ved tanken. Uhh, nu skulle jeg til at blive tydelig. Nu kunne jeg ikke længere nøjes med at brokke mig. Nu skulle jeg også finde ud af, hvad jeg ville. Jeg skulle tage stilling. Meget ubehageligt. Giv mig min kendte brokke-rolle.

I første omgang blev jeg virkelig skræmt ved tanken. Jeg vidste jo kun, hvad jeg ikke ville.

Nu har jeg øvet mig i at mærke, hvad det er jeg vil og jeg bliver lige overrasket hver gang. Det er utroligt så meget nemmere, det er at ændre noget, når man ved, hvad man går efter. Når det er målet der fylder, fremfor alt det negative. "Jeg elsker orden", det giver en helt helt anden energi end ordene: "jeg hader rod."

Det er også betydeligt sjovere at tænke: "Jeg er på vej mod orden", fremfor at hænge fast i rodet.

Så jeg øver mig fortsat dagligt i, at blive helt klar og tydelig i det jeg vil. Prøver at holde fokus på den positive udgave og mærke den. Vejen dertil bliver så meget kortere, sjovere og ofte overraskende nem.

Det er virkelig sjovt at lege med dette, at finde det positiv mål og give slip på brokkeriet. Hip hurra og tjulahop.

Idag får I bare disse to billeder fordi livet er smukt.




23.05.2014
23:36

Kunsten at lade den gå

Ind imellem kan jeg godt opleve et sandt mylder af tanker. Tanker som bare popper op og forstyrrer. Tankebaner jeg har været omkring så mange gange, at de gør mig helt træt. Tanker der ikke rigtigt fører nogen steder hen.

Da jeg var teenager skrev jeg:

Jeg har en tænker der er vild
den tænker lige hvad den vil
og tanker tænker tanker
jeg aldrig se tænkt.
Min tænker tænker tanker
der altid kun vil bli´
til endnu flere tanker
i min tænkers fantasi

Ikke noget at sige til, at jeg ind imellem blev rundtosset. Det var ikke kun inspirerende og opløftende tanker, tit var det også det modsatte. Tungt, dyster og svært at håndtere.

Af flere omgang er jeg i den senere tid blevet gjort opmærksom på, at selvom en tanke dukker op i mit hoved, er jeg ikke forpligtet til, at tænke den til ende. Jeg behøver ikke gå med den. Der kan være tanker som kommer ind i mit felt, som jeg bare må lade passere.

Jeg kan stadig mærke den fysiske lettelse det var, at vågne en morgen og mærke en irriterende tanke dukke op og så tænke. "Nå, der er du igen, men i dag vil jeg ikke gå med dig, jeg vil ikke tænke dig og nu lunter du bare lige så stille ud af mit tankefelt - bye bye."

Det er helt klart en disciplin jeg vil øve mig i. Lade tankerne passere uden at følge med.

 




23.05.2014
18:15

Taknemmelighed

For nogen tid siden, hørte jeg én sige: "Hvad nu, hvis der i morgen kun fandtes det, som du har sagt tak for i dag."

Hvis det kun fandtes det jeg har sagt tak for. Det jeg har bemærket, været taknemmelig for, glædet mig over.

Hvad hvis alt det jeg bare tager for givet, så meget at jeg ikke længere er taknemmelig over at det findes, var væk. Hvordan ville verden så se ud? Ville jeg stadig kunne brug min krop? Ville jeg stadig leve i fred og frihed? Ville jeg stadig have min familie? Mine venner? Mit arbejde? Ville solen stå op og skinne på mig? Ville jeg have et sted at bo? Ville jeg være mæt? Hvordan mon mine tænder så ud? Briller? Ville der være veje så jeg kunne komme frem? Telefoner så jeg kunne ringe?

Taknemmeligheden gør verden stor og rig. Verden bliver smukkere gennem taknemmelighedens fantastiske briller. Oversete detaljer træder frem.

Der er godt nok meget jeg skal huske at sige tak for, for jeg vil så gerne at det er der igen i morgen. Alt det som jeg har nydt i dag.




21.05.2014
21:53

Hvad gør man ikke, når man er forelsket

I al kærlighed....

Det er utroligt hvad tanker kan flytte. Eller hvordan tingene kan se ud, når man anskuer dem fra en anden vinkel.

Vores gamle Møllehus trænger til en omgang med kalk, maling og tjære. 126 felter der skal kalkes hvide, det er 504 hjørner og lige så mange sider der skal tages hensyn til. 22 småsprossede vinduer, 3 vinduer uden sprosser og 4 døre der skal være svensk røde. To gavle og en hel masse bindingsværk der skal være brændt umbra og nederst en omgang med tjærekosten. Der skal fejes spindelvæv, slibes, fyldes huller og vaskes med grundrens før vi kan gå i gang og dertil kommer alle de ting vi først opdager undervejs.

Puuuhhhh. Helt træt ved tanken. Havde modvilligt skubbet det rundt i mine tanker.

Indtil perspektivet skiftede.

Mit elskede gamle Møllehus, hvor jeg i den grad trives med at bo. Nu var det tid til at gå i gang med en kærligheds gerning. Kærligt overfor huset og  kærligt overfor mig selv. Mine omgivelser støtter og nærer mig i den grad. Jeg ved jo, at det vil give et glad spjæt i hjertet, når jeg svinger om hjørnet og ser huset ligge og stråle. Så hvad gør man ikke for en elsket del af sit liv. Frem med udstyret og i gang.

Klar til at slibe

Hele dagen har jeg gået og glædet mig over, at jeg kunne gøre noget godt for min dejlige plet på jorden. Alt det sure slap sit tag og jeg gik og malede kærlighed. Sikke en fest jeg har haft og sikke en masse kærlighed det blev til. Nu holder jeg endnu mere af stedet her. Jeg glæder mig over, at jeg kom fra offer-rollen og de sure tanker og fik øjnene op for, at det at male huset er en særdeles selvkærlig handling.

Jeg bliver så taknemmelig hver gang det sker. Farvel offer-rolle, velkommen til det kærlige og nærende.




21.05.2014
18:30

Det rette tempo

Jeg tænker ofte på, hvor meget tempo påvirker mig. Hvor ødelæggende jeg oplever det, når det går for stærkt, for længe. Det er en rigtig god fornemmelse, at være oppe i fart, at få noget udrettet, at "nå noget". Men forudsætningen for det er, at der er gode pauser med ro på. Pauser der er lange nok til, at jeg finder mit eget tempo. Jeg jubler indvendigt og nogle også udvendigt, når jeg kan træde ud af min hoveddør og lige ind i det rette tempo. 

Når turen rundt om Møllesøen byder på de smukkeste pastelfarver. Når ænder, rørhøns og blishøns flyder rundt på søen, medens deres ivrige afkom tegner pile i vandet. Når jeg kan høre fuglenes aftensang og mærke duften fra det gamle æbletræs sidste blomster.

Når tingene i naturen falder til ro, i langstrakt langsommelighed, medens lyset aftager i en uendelighed af skiftende nuancer. Så finder jeg mit rette tempo og tid til væren. Fra bunden af min sjæl mærker jeg en overensstemmelse. Tænker ofte, at når der er så mange i dag, der har svært ved at overskue livet, så tror jeg at en af grundende er, at grundtempo i vores samfund, er ude af trit med det menneskelige tempo, med naturens tempo, afvekslingen, hvile og travlhed. Så jeg vil endnu en dag stå og kigge på skyerne og lade roen sænke sig og håber, at der er mange andre der har tid til at falde til ro i skønhed og væren.




20.05.2014
20:00

At ringe til kommunen

Nu er der sket noget, som ofte sker i mit liv. Her i huset går det under betegnelsen,
"at ringe til kommunen."

Engang stod jeg i Møllehusets Glas og var ved at løbe tør for visitkort. Jeg havde tænkt, at de næste visitkort skulle se anderledes ud, end dem jeg nu havde. Jeg havde nemlig planer om, at lave min hjemmeside om og så skulle visitkort og hjemmeside jo gerne passe sammen. Når jeg skulle lave hjemmesiden om, skulle jeg også lave det skilt jeg havde udenfor butikken om, så det svarede til det nye look. Men det skilt kunne jo ikke ses oppe fra den store parkeringsplads, så jeg skulle også lave et skilt i stilen, der passede til parkeringspladsen. Ja egentligt, så havde jeg jo brug for et skilt helt oppe ved vejen, så man ikke først skulle helt ned på parkeringspladsen for at få øje på min hemmelige butik.

MEN, for at få et skilt oppe ved vejen skulle jeg ringe til kommunen. Det var så lige her, at kæden hoppede af. Det var for meget. Resultatet blev, at jeg ikke fik nye visitkort. I en periode havde jeg ingen visitkort og så fik jeg genoptrykt nogle af de gamle.

Alt for ofte sker der det, at jeg lægger en plan og så i stedet for at få udført en del af den og komme videre, så bygger jeg mere og mere ovenpå planen og til sidst bliver det så stor en opgave, at jeg helt træt giver op inden jeg overhovedet er begyndt.

Sådan er det også gået med min blog. Hver gang jeg skal til at skrive, bliver jeg grebet af alt det jeg skal huske at have med og så forsvinder det lette, legende og sjove.

Jeg må tilbage til den gamle power-sætning. Handling skaber forvandling. Så jeg dropper at ringe til kommunen i denne omgang og så skriver jeg bare løs.

Ofte har jeg tænkt. Jeg arbejder ikke bare bedst under pres, jeg arbejde kun under pres. Så måske var det på tide med en lille udfordring til mig selv. At skrive et lille iagttagende indlæg hver dag i en uge. Så var jeg da i gang, så kan jeg altid ringe til kommunen når det bliver nødvendigt.




10.05.2014
09:55

Menneske først

I går var jeg ude at holde foredrag: Stil skarpt på dit livsmål. Sikke mange kloge ting jeg sagde :-). Håber tilhørerne fik lige så meget ud af det, som jeg selv gjorde.

Jeg fik sådan en lyst til at lave oprør. Synes vi mangler et oprør. Kom endnu engang til at mærke, hvor mange mennesker der har indrettet deres liv omkring deres arbejde. Arbejdet er en stor kasse, der bare skal være plads til og så må alt det andet se at finde en plads udenom. Børn, familie, fritidsinteresser, venner, afslapning, tid til at kigge, sove, hygge, snakke, forstå osv. Det som er så nødvendigt for os alle sammen for at fungere. Det må rette sig ind, det må vi se om vi kan få plads til.

Midt i at vi skal være på, følge med, blive klar til. Jeg bliver helt, helt træt ved tanken og uendelig taknemmelig for alle de år, hvor jeg har arbejdet i mit eget tempo. Hvor jeg nok har haft travlt, men aldrig for travlt til at stoppe op og se den første erantis, snakke med dem der kom forbi, holde fri. Følge mit eget tempo.

Jeg tror at mennesker i dag bliver syge, trætte, deprimerede osv. fordi vi ikke kan få lov at leve i vores eget tempo.




25.04.2014
11:44

Hvilket spejl bruger du

Hvilket spejl bruger du?

Da min bedstemor voksede op, skulle hun kun sammenligne sig med den smukkeste pige i landsbyen.

Da min mor voksede op, var området udvidet til at gælde både Danmark og enkelte billeder fra udlandet. Naturligt smukke kvinder i naturlige kvindestørrelser.

Da jeg voksede op blev vi præsenteret for de smukkeste kvinder i verden, med supermodeller og andre celebreties. De havde gået til træning og fået rettet tænder, sat håret og barberet benene.

Nu, da min datter vokser op, sammenlignes der med kvinder der ikke findes. De har fået hjælp af først kirurgien og så en dygtig fotograf, stylist, make-up-artist, frisør og hvem der ellers kommer på banen for at lave set-uppet. Når det så er gjort, så træder den virkelige magi til og photo-shop slanker, strækker, dækker, fylder, hæver, sænker osv. indtil det perfekte image er tilbage.

Spejlet vi holder op for unge kvinder i dag om det rette udseende findes ikke.

Vi har modepoliti, journalister, blade, blogs osv. osv. Der har travlt med at slå ned på ethvert fejltrin. Der vises ups-billeder, der kommenteres nedladende, der hænges ud og hænges op.

Ikke underligt at mange har svært ved at møde deres eget spejlbillede.

Vi skal alle være individuelle på den helt rigtig måde, som vi ikke selv definerer.

Ind imellem er jeg ved at kaste op af det, når jeg ser al det mindreværd, al den usikkerhed, al den ked-af-det-hed, som det fører med. Al den jagt på overflade.

Hvilket spejl bruger du?

Jeg har tit følt mig forkert, når jeg har brugt det spejl jeg møder i de glittede blade, i reklamerne, når de kendte fejrer sig selv, når succes skal beskrives og vises. Det spejl viser mig alle mine mangler, alle mine fejl.

Der findes heldigvis et andet spejl. Nemlig spejlet i Guds kærlige blik. Når vi spejler os der, så ser vi genstanden for Guds kærlighed. Så ser vi den vi er, skabt i Guds billede. Her er det helt andre ting der tæller og det giver mig tillid til i dag.




22.04.2014
07:34

Kærlighed i kassen

Ofte står jeg overfor en udfordring, som skræmmer mig lidt. Som kan give ondt i maven og få tankerne til at køre i ring. Noget der bringer mig ud af min trygheds-zone. Det er særlig slemt når det er noget med love og paragraffer. Det er absolut ikke mit yndlingsfelt. Det kom igen til at fylde alt for meget.

For mange år siden stødte jeg på denne lille tegning

Her var pointen, at hvis jeg ikke fik den ønskede reaktion, så måtte jeg ændre påvirkningen. Ikke bare ved at råbe det samme højere, med ved at ændre det jeg gjorde.  Måske stødte jeg på den i forbindelse med noget dyretræning måske var det i forbindelse med børneopdragelse :-) Det var påvirkningen der udløste reaktionen.

Det kan også blive brugt den anden vej rundt. "Det er jo klart jeg reagerer sådan, når......." Ofte brugt i selvforsvar. Jeg har tit tænkt ved mig selv, om det nu var så klart, at der kun var den ene måde at reagere på og om det uden videre gav én lov til at reagere på den måde.

Er vi bare en reaktion, som kommer automatisk og som kun kan ændres, hvis påvirkningen ændres?

Undervejs er jeg stødt på mange forklaringer, men indimellem er der nogle der rammer én bedre end andre. I bogen "7 gode vaner" traf jeg et andet billede, som ramte lige der.

Mellem påvirkningen og min reaktion har jeg et valg. Jeg har en lille kasse, som påvirkningen går igennem og jeg har en mulighed for at arbejde med, hvad vil jeg gerne have i min lille kasse.

Under et foredrag blev jeg udfordret til at vælge tre ord, som skulle være "overskrifter" for mit liv. 3 ord, som jeg kunne navigere ud fra, når jeg skulle træffe valg. Valg på alle planer. Et af de tre ord jeg valgte var "KÆRLIGHED". Der skulle være kærlighed i kassen.

Det er et valg der har inspireret og udfordret mig mange, mange gange siden.

Hvis kassen mellem påvirkning og reaktion er fyldt med kærlighed? Kærlighed til mig selv og kærlighed til mine medmennesker, hvordan kom mine valg så til at se ud? Hvis jeg kunne slippe frygten, offerrollen, fornærmetheden, småligheden, alt det der gør mig urolig og bare fylde kassen med kærlighed. Hvordan ville min reaktion så se ud?

Det er noget jeg fortsat øver mig på og i dag får jeg endnu en chance. Lade min urolige reaktion finde ro og tillid.

Jeg er dybt, dybt taknemmelig over, at jeg ikke skal fylde kassen alene. At jeg ikke skal stampe kærligheden frem af frygten og offerrollen. Gud elskede først og deri er der kærlighed nok til at fylde min kasse. Fylde den med selvkærlighed og med næstekærlighed. På trods af erfaringer er det for mig altid et nyt vovestykke, at begive sig ud på kærlighedens løfter. Slippe egne sikkerhedsnet og være sårbar, åben og tillidsfuld. Ofte har jeg oplevet, at ting lander på smukkeste vis, når jeg tør. Også de urolige tanker jeg havde denne gang, faldt til ro da først de havde været igennem den rigtige kasse. Livet giver så meget mere, når der er kærlighed i kassen.

Arkiv



Sidste kommentarer

Også ramt
23.05.2014 23:58
Tak
20.05.2014 23:26
Ramt
20.05.2014 22:55
:-)
23.04.2014 23:47

Latest Posts

Hvem er det der vælger?
14.06.2014 15:22
At vide hvad man vil
25.05.2014 22:17
Kunsten at lade den gå
23.05.2014 23:36
Taknemmelighed
23.05.2014 18:15